TIL FORSIDE  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
LOG IND
21. marts 2010

Ros til politiets indsats i Sønderjylland

Formand Ole Bang (th) aflægger beretning og PA Knud Erik Juhl fortæller om politiets arbejde

På Sønderjyllands Vognmandsforenings generalforsamling blev der uddelt ros til politiet! Formand Ole Bang Jensen sagde i sin beretning bl.a.: ” I juni kom der endelig hul på bylden hos politiet i forhold til udenlandske chauffører på de danske veje. Det havde DTL efterlyst i mange år. Men pludselig kunne de udskrive bøder for en kvart million kroner. Det fik Syd- og Sønderjyllands Politi nemlig i indtægt, da de gennemførte en razzia for at stoppe lastbiler, som kørte for hurtigt. 30 chauffører og syv vognmænd blev sigtet, og de fleste var udlændinge!”

 

Til gengæld var det småt med formandens ros til politikerne: ”Hvis en chauffør har overholdt køre- hviletidsbestemmelserne, men f.eks. kommer til at fejlbetjene funktionstasterne på den digitale fartskriver, så straffes ikke blot chaufføren, men også hans arbejdsgiver med en stor bøde, fordi arbejdsgiveren ifølge den stramme lovgivning har et såkaldt objektivt straffeansvar.

Det er en af grundene til, at DTL i august igen indledte en politisk kamp imod det objektive straffeansvar.

Det er stort set kun transportbranchen, der er underlagt den type lovgivning, og det er DTL stærkt utilfreds med. DTL anerkender, at der kan være tilfælde, hvor objektivt straffeansvar er rimeligt, fordi en arbejdsgiver kan have presset sin chauffør med økonomisk vinding for øje.

I januar forelagde DTL sagen for justitsminister Brian Mikkelsen på et møde i DTL. DTL påpegede en række eksempler på formelle overtrædelser, hvor det efter DTLs opfattelse er urimeligt med objektivt straffeansvar for vognmanden. Justitsministeriet kigger nu på sagen.”

 

Stor opfindsomhed blandt lovbryderne

Politiassistent Knud Erik Juhl fra Syd- og Sønderjyllands Færdselspoliti gav i sit indlæg i forbindelse med generalforsamlingen eksempler på de ulovligheder, som færdselspolitiet afslører i kontrolarbejdet på de sønderjyske veje. I tungvognskategorien er opfindsomheden – specielt blandt udenlandske chauffører - stor. Knud Erik Juhl viste eksempler på indviklede elektroniske systemer, der har til hensigt at snyde lastbilen fartbegrænser eller som sætter chaufføren i stand til at registrere ”hvil” på fartskriveren, selvom bilen bevæger sig i fuld fart på ”cruise control”! Bøder i størrelsesordenen kr. 30 – 40.000 synes ikke at afskrække lovbryderne og kommentarerne fra tilhørerne bakkede klart op omkring politiets indsats.

 Flere efterlyste en mere målrettet indsats fra organisationernes side for at overbevise politikerne om, at der er behov for langt større ressourcer til kontrolarbejdet – herunder til et særligt motorvejspoliti, som man kender det fra udlandet. Hver ulovlighed er en brik til skade for erhvervets omdømme og samtidigt medvirkende til konkurrenceforvridning.

 

Skattefri rejsegodtgørelse – være opmærksom på reglerne!

På generalforsamlingen blev der stillet spørgsmål til, om der i visse tilfælde kan være mulighed for at ansætte chauffører, der i forbindelse med national kørsel overnatter ude, på betingelser beskrevet i eksportoverenskomsten. Jens Staugaard Holdt fra regionskontoret kunne klart afvise, at muligheden eksisterer. Dels vil der højst sandsynligt være tale om overenskomstbrud og dels må skattefri rejsegodtgørelse kun udbetales som et tillæg til den normale løn. Der må ikke ske modregning så den skattefri del udgør en del af lønnen, som det er tilfældet og accepteret, hvis chaufføren overnatter uden for landets grænser. I stedet skal chaufføren selv tage et ligningsmæssigt fradrag – efter samme satser.

Misforståelse af reglerne kan have alvorlige konsekvenser for arbejdsgiver, idet arbejdstageren har krav på kompensation for evt.  krav om efterbetaling af personskat, såfremt der uberettiget er udbetalt skattefri rejsegodtgørelse.

 

Genvalg - og nyvalg til bestyrelsen

Generalforsamlingen genvalgte foreningens hidtidige kasserer vognmand Michael Hansen, Løgumkloster som medlem af bestyrelsen fra Tønder området, hvorimod der var nyvalg til Bjarne Jessen, Dybbøl som repræsentant fra Sønderborg området og vognmand Kenneth Jakobsen, Kruså  i den ”frie” bestyrelsesplads uden bestemt geografisk tilknytning.

Centervej 2 • 6000 Kolding • Telefon 75 95 81 22 • Telefax 75 95 81 26
Copyright © 2009 • DTL Region Syd f.m.b.a. • CVR-nr. 27 90 49 63