TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
23. december 2011

Transportministeren vil tilbageholde cabotagesyndere

Politirazia
Arkivfoto: Per Daugaard

Transportminister Henrik Dam Kristensen vil give politiet ret til at tilbageholde lastbiler, der har udført ulovlig cabotage, indtil bøden er betalt, eller der er stillet sikkerhed.

Ministeren vil nu have undersøgt, om der allerede er hjemmel til tilbageholdelsen i godskørselsloven, eller om godskørselsloven skal ændres, så der bliver hjemmel til det, skriver ministeren i et svar til Folketingets Transportudvalg.

Dermed følger ministeren hurtigt op på et forslag, som DTL stillede 7. december om at få skærpet kursen over for cabotagesynderne ved at få tilbageholdt lastbilerne, indtil bøderne er betalt.

DTL fremførte i en henvendelse til transportministeren og Transportudvalget, at en sådan hjemmel vil være et væsentligt instrument til en mere effektiv håndhævelse af cabotagereglerne.

»Det glæder os, at transportministeren på denne måde lever meget konkret op til regeringsgrundlagets løfter om at sætte ind mod ulovligheder og social dumping i transportbranchen,« siger DTLs chefjurist John Roy Vesterholm.

Det, ministeren skriver til Transportudvalget, er, at der i godskørselsloven er hjemmel til, at politiet kan tilbageholde et køretøj, hvis det har udført godskørsel i strid med godskørselsloven.

Men på baggrund af DTLs forslag anmoder han nu Trafikstyrelsen om i samarbejde med politiet at undersøge, om der er behov for en ændring, så også overtrædelse af EUs regler (cabotagereglerne) kan medføre tilbageholdelse af et køretøj. Er det tilfældet, vil ministeren fremsætte forslag om ændring af godskørselsloven.

Skrappere bøder på vej
Den strammere kurs mod cabotageovertrædelser skal også ses i lyset af de forhøjelser af cabotagebøderne, der lægges op til i det lovforslag om ændring af godskørselsloven, som i denne tid er til behandling i Folketinget.

Bødestraffen ved ulovlig cabotagekørsel foreslås hævet fra 4.000 til 10.000 kroner - og i grovere tilfælde fra 10.000 kr. til 25.000 kr.

»Det forslag støtter DTL fuldtonet,« siger John Roy Vesterholm.

DTL bifalder også, at det i finanslovsaftalen er aftalt at undersøge mulighederne for bedre registrering af cabotage i ”Udvalget om modvirkning af social dumping” og en styrkelse af politiets kontrol med cabotagekørsel.

 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07