TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
8. september 2010

Ombudsmanden afviser DTLs klage

Forbudszone i Køge
Arkivfoto: Per Daugaard
Folketingets Ombudsmand har afvist at behandle DTLs klage over behandlingen af forbudszonen i Køge, hvor Køge Kommune pludselig indførte forbud for lastbiler over 18 tons.  DTLs klage blev rettet imod både kommune, det stedlige politi og Rigspolitiet.

Ombudsmandens begrundelse er, at da Rigspolitiet har afvist DTL som klageberettiget, har myndigheden ikke realitetsbehandlet sagen. Det er efter ombudsmandsloven en betingelse for at kunne behandle en klage. Samtidig finder ombudsmanden ikke grundlag for at behandle klagerne over Køge Kommune og Midt- og Vestsjællands politi, da sagen efter DTLs egne oplysninger har løst sig selv. Samtidig har Ombudsmanden noteret sig, at Rigspolitiet har beklaget den lange sagsbehandlingstid over for DTL. 

”Vi er ikke overraskede over Ombudsmandens besked. Men vi vil bruge hele denne sag til at få politisk bevågenhed i Folketinget om, at der er noget helt galt med lovgivningen på dette område. Derfor var vi nødt til at gå hele vejen i klagesystemet for at vise, hvor grotesk dette her er,” siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo.

”Først og fremmest må vi have skabt en hjemmel til, at interesseorganisationer som DTL og andre er klageberettigede, når vejbestyrelser træffer afgørelser. Dernæst må vi have knæsat en række helt basale principper i lovgivningen, som vejbestyrelserne skal rette sig efter, før de ud i det blå kan udstede fx totale forbud mod visse køretøjer. Det sidste ord er ikke sagt i denne sag, og nu må vi se, om trafikpolitikerne og ikke mindst justitsministeren vil gøre noget ved det. Den forrige justitsminister var i hvert fald stålsat på at lave lovændringer, hvis sagen ikke fik en tilfredsstillende udgang for erhvervet,” siger Morten Lindbo.
Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07