26. maj 2010
Arbejdsulykker skal anmeldes elektronisk

Fra 1. juli skal vognmændene anmelde arbejdsulykker til Arbejdstilsynet og forsikringsselskaberne via internettet.
Det sker via hjemmesiden www.easy-forebyggelse.dk.
»Dansk Erhverv priser den digitale verden velkommen og ser initiativerne som en støtte til virksomhederne. Det kræver selvfølgelig lidt tilvænning, hvis ikke virksomheden er vant til EASY i forvejen,« siger arbejdsmiljøkonsulent Niels Kirstein, Dansk Erhverv, og som også er arbejdsmiljøkonsulent for DTL arbejdsgiverforenings medlemmer.
Med ændringen vil det ikke længere være muligt at anmelde via gennemslagspapir og almindelig post.
Arbejdstilsynets nye hjemmeside er mere end et indrapporteringssted. Arbejdstilsynet har nemlig udvidet det allerede eksisterende EASY til nu også at indeholde et undersøgelsesredskab, så arbejdsgiver har nemmere ved at undersøge ulykker.
Det er valgfrit om virksomheden vil bruge det nye undersøgelsesredskab eller undersøge ulykker på anden måde. Væsentligt er dog, at ulykker skal undersøges, så gentagelse undgås. Undersøgelsesredskabet er tilpasset brancherne, og der er også et til transportbranchen. Undersøgelsesredskabet hedder ”EASY forebyggelse”.
Via hjemmesiden kan virksomhederne også få digital adgang til de sager, som de har med Arbejdstilsynet. Det digitale modul Online-at er et værktøj, som giver arbejdsgiveren overblik over de enkelte sager - herunder al korrespondance, afgørelser, forbud, påbud, vejledninger, frister mv.
I branchen for transport og engros bliver der i gennemsnit hvert år anmeldt 7.009 arbejdsulykker. De anmeldte arbejdsulykker medfører i gennemsnit 11 dødsfald og 686 alvorlige ulykker såsom amputationer og knoglebrud. I hele landet anmeldes der i gennemsnit over 45.000 arbejdsulykker, men antallet af faktiske arbejdsulykker er formentlig langt større.
Læs mere på www.easy-forebyggelse.dk og www.online-at.dk.