19. maj 2010
Udspil på vej om tung citytrafik

Arkivfoto: Per Daugaard
Landets kommuner har brug for fælles retningslinjer for, hvordan lastbiltrafikken ind i byerne bedst kan tilrettelægges.
Derfor er DTL og Dansk Erhverv gået sammen med Transportministeriet om nogle fælles bud på, hvordan kommunerne bedst kan lede lastbilkørslen ind og ud af bykernerne.
»Konkret vil vi i fællesskab arrangere en workshop om tung trafik i byerne på det store, årlige møde for landets vejfolk, Vejforum 2010. Det holdes sidst på året og samler op mod 1.000 ledende medarbejdere fra kommunerne, Vejdirektoratet, politiet med flere. Vi har bedt om at få emnet på dagsordenen ved en workshop,« siger DTLs chefjurist John Roy Vesterholm.
Transportministeriet er på vej med et projekt ”Effektiv godstransport til byerne”. DTL og Dansk Erhverv er blandt de organisationer, der har givet input til projektet. Projektets løsninger vil blive præsenteret på workshoppen på Vejforum 2010.
Lastbiltrafik under pres
»Lastbiltrafikken i til byerne er under stigende pres,« siger John Roy Vesterholm.
»Godstransport ind til centrum er uundgåelig. Der skal varer på hylderne, og affaldet skal væk. Samtidig har kommunerne mere og mere fokus på de negative følger, fx støj, forurening, trafiksikkerhed og utryghed blandt især bløde trafikanter.
Derfor pønser nogle kommuner på at indføre forbudszoner, tvangsruter, miljøzoner og lignende. Senest har Socialdemokraterne genfremsat et beslutningsforslag i Folketinget om at give kommunerne lov til at indføre særlige sikkerhedskrav til lastbilkørsel i byområder med bl.a. ekstra krav til lastbilers sikkerhedsudstyr,« forklarer han.
»Kommunerne har vist sig at have vidt forskellige tilgange til problemstillingen omkring den tunge transport. I København har man lavet en strategi for tung trafik. Aalborg har i en årrække i samarbejde med interessenterne arbejdet systematisk med effektiv godstransport. I december 2009 indførte Køge Kommune en forbudszone for lastbiler over 18 tons i Køge midtby.
Erfaringerne viser derfor, at der er behov for nogle fælles udgangspunkter til, hvordan man håndterer de mange modsat rettede hensyn mest hensigtsmæssigt. Hvilke krav der er til analyser, jura og afmærkning, miljø, trafiksikkerhed og økonomi med mere,« siger John Roy Vesterholm.
Blandt DTLs bidrag til den kommende dialog bliver DTLs konjunkturundersøgelse 2010, som har citylogistik som årets tema.
»Man kan godt sige, at dialogen om en bedre tilrettelagt citylogistik allerede er i gang. Vi håber, at få alle parter i tale. Det drejer sig om kommuner, politiet, transportkøbere og transportører,« siger han.