TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
22. juni 2010

Mere gods kører gennem Danmark med tog

Godstog
Der er i det seneste år sket en kraftig stigning i antallet af godstog, der kører gennem det danske landskab. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som DTL har bearbejdet.

”Der kører mange flere godstog mellem Sverige og Tyskland end for et år siden – helt præcist 26,5 pct. mere, hvis vi sammenligner transportarbejdet (ton pr. kilometer, red.) for 1. kvartal i år med 1. kvartal sidste år. Det får danske baneoperatører glæde af, for det er en transport, som de står for. Faktisk er transittransporten vigtigere end den indenlandske godstransport på bane, der i øvrigt viser en endda større stigning mellem de to kvartaler, nemlig 29,6 pct. Derimod er det internationale transportarbejde – dvs. gods på tog mellem Danmark og udlandet – faldet med 22,7 pct.,” siger DTL-økonom Morten Pernø.

Også hvis man måler på godsmængderne, kan DTL konstatere en stor stigning inden for banetransport.

”Det er igen transittransporten, der udviser den stærkeste vækst med 36 pct. mellem de to kvartaler, mens den nationale godsmængde er steget med 21,1 pct. Så vi kan konstatere, at det går bedre med dansk banegodstransport. Vi ser også tegn på, at vejtransporten er på vej mod det bedre, men her går det en hel del langsommere,” siger Morten Pernø.

DTL har også analyseret tallene på havneområdet, og her kan det fx ses, at gods i containere har haft en vækst mellem 1. kvartal 2009 og 1. kvartal 2010 i den udenlandske omsætning på 10,4 pct.
Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07