21. juni 2010
DTLs selvkørere: EUs nye regler vil smadre de små vognmænd

Arkivfoto: Per Daugaard
Frustration og ærgrelse. De to følelser var de mest udbredte, da DTLs selvkører-netværk samledes lørdag for bl.a. at drøfte Europa-Parlamentets beslutning i sidste uge om et arbejdstidsdirektiv for små selvstændige vognmænd – de såkaldte selvkørere. "For direktivet vil gøre det endnu sværere at være en mindre selvstændig vognmand – og hvilke brancher vil blive de næste, der rammes?" spurgte DTLs selvkørere.
Direktivet er banebrydende inden for EU ved for første gang at diktere arbejdstiden for en selvstændig. Nu vil selvkørerne blive reguleret, så de maksimalt må arbejde 48 timer om ugen, ligesom det skal indberettes, hvor meget tid de bruger på fx kontorarbejde og kørsel om ugen. Det er ifølge DTL rent dyneløfteri og bureaukrati, der ikke gavner noget som helst.
”Særligt de små vognmænd føler nu, at de rammes. En sønderjysk vognmand sagde på selvkører-mødet i lørdags, at det føles, som om samfundet vil af med de små vognmænd, fordi det praktisk taget bliver umuligt at drive en vognmandsvirksomhed inden for direktivets regler som mindre vognmænd, der i praksis har meget lange arbejdsuger for at kunne leve af sin virksomhed. Det tragikomiske er, at det overhovedet ikke har betydning for færdselssikkerheden, som den socialistiske lejr i Parlamentet hævder, da de selvkørende vognmænd hele tiden har været regulerede af køre- hviletids-bestemmelserne,” siger DTL-specialkonsulent Søren Christiansen, der er DTLs sekretær for selvkører-netværket.
Direktivet kan også betyde, at Yder-Danmark rammes igen:
”En lollandsk vognmand sagde, at for at tjene så mange penge som muligt er selvkørerne nødt til at køre lange godsture, og som følge deraf har man ikke mulighed for at betjene lokale kunder så godt som før. Det vil betyde, at større vognmandsvirksomheder udefra vil tage ruter i lokalområderne over hele landet, hvad der bl.a. vil betyde større miljømæssig belastning fra lastbiler,” fortæller Søren Christiansen.
DTL, der i flere år har kæmpet denne sag for selvkørerne i EU, vil nu søge at få direktivet implementeret så lempeligt og skånsomt som muligt i Danmark, hvor Folketinget skal behandle direktivet. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har tilkendegivet over for Transportmagasinet, at hun ærgrer sig over Parlamentets afgørelse, men at hun nu vil arbejde for, at det implementeres så smidigt som muligt i Danmark, hvilket DTL bifalder.
Der er ca. 3.000 selvkørende vognmænd i Danmark.