TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
18. juni 2010

DTL intensiverer indsats for bedre muligheder med modulvogntog

Farligt gods
Arkivfoto: Per Daugaard

De 25,25 meter lange modulvogntog er i flere vigtige EU-lande ved at få fodfæste, og det er også tilladt i Danmark at bruge dem til farligt gods – hvis de er af en bestemt type (type 1, der er dolly-typen på maks. 60 tons og 25,25 meter, og type 4, der er forvogn-hænger på maks. 54 tons og 24 meter). Men for at få det fulde udbytte af modulvogntog er det ifølge Dansk Transport og Logistik vigtigt, at fx type 3 (link-trailer) også får tilladelse til at fragte farligt gods (ADR-transporter).

”Vi kan konstatere, at der fortsat er meget stor interesse i transporterhvervet for også at kunne køre ADR-transporter med især modulvogntog type 3. DTL foreslår derfor, at Danmark og andre relevante lande, f.eks. Finland og Sverige indgår en multilateral aftale, der giver mulighed for at køre ADR-transporter med alle typer af modulvogntog,” siger DTLs specialist i farligt gods, Søren Christiansen.

DTL har netop sendt et brev til Beredskabsstyrelsen med en opfordring til, at Beredskabsstyrelsen arbejder for, at alle typer modulvogntog kan komme til at køre ADR-transporter.

I brevet lægger DTL også international vægt bag ønsket ved at vedhæfte et tekstforslag til en multilateral aftale, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Dansk Transport og Logistik (DTL), Sveriges Åkeriföretag (SÅ), International Road Transport Union (IRU), International Transport Danmark (ITD), Parator (svensk producent af påhængskøretøjer), Finlands Transportministerium samt den svenske beredskabsstyrelse (Myndigheten för samhällsskydd och beredskap, MSB).

”Vi må med den landvinding, som modulvogntog er for hele transportbranchen, hele tiden have for øje at sikre modulvogntogene de bedste betingelser. De lange lastbiler har samtidig en positiv virkning på erhvervets samlede miljøbelastning, at der kommer flere modulvogntog ud på de danske veje,” siger Søren Christiansen.

 

 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07