TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
16. juni 2010

Europa-Parlamentet giver grønt lys til dyneløfteri

Førerhus - MAN
Arkivfoto: MAN

De selvkørende vognmænds arbejdstid skal reguleres og kontrolleres, som om de var ansatte. Det er resultatet af afstemningen onsdag 16. juni i Europa-Parlamentet, der endte med en sejr til socialisterne. De selvkørende vognmænd kan nu vente øget bureaukrati og dyneløfteri, mener DTL, der har kæmpet sagen i flere år fra sit EU-kontor i Bruxelles.

”Dagens afstemning er udtryk for, at der fortsat er dele af Europa-Parlamentet, som tror på, at mere regulering og flere byrder er måden at styre et erhverv på. De krumme agurkers tid er tydeligvis ikke forbi hos denne gruppe af parlamentarikere, selv om de ofte i deres skåltaler siger noget andet,” siger DTLs EU-chef Søren Hyldstrup Larsen.

DTL vil nu sammen med sit netværk for selvkørende gå i dialog med de danske myndigheder for at finde en måde at anvende reglerne på.

”De skal skabe mest mulig fleksibilitet, mindst muligt besvær for de selvkørende og mindst mulig økonomisk belastning både for de selvkørende og for det danske samfund, der nu skal ansætte mennesker til et kontrolapparat på området,” siger EU-chefen.

Han ærgrer sig over resultatet af afstemningen, der hverken gavner færdselssikkerheden eller den sociale sikkerhed.

”DTL og vores netværk af selvkørende har arbejdet hårdt for, at vi skulle få et andet resultat. Og vi fastholder, at dagens resultat hverken vil forbedre færdselssikkerheden eller den sociale sikkerhed i Danmark. Vi vil derfor også fortsætte kampen med håb om, at vi engang i fremtiden kan ændre disse regler igen, så der kommer fornuft – og ikke kun unødig bureaukrati – ind i de selvstændiges hverdag igen,” siger Søren Hyldstrup Larsen.

Med dagens afstemning har et flertal i Parlamentet således afvist Kommissionens forslag. Kommissionen har i den anledning udtalt, at den vil overveje alle muligheder, herunder at trække forslaget tilbage. Det forventes også, at Kommissionen vil begynde at rette henvendelse til medlemsstaterne for at spørge, hvordan de har gennemført bestemmelserne om, at arbejdstid også skal gælde for selvkørende.


 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07