14. juni 2010
Vognmænd på hælene med partikelfiltre

Danmarks første Econic-flyttelastbil blev præsenteret af vognmand Leif Jensen på udstillingen.
Mange vognmænd når ikke at montere partikelfiltre på deres lastbiler, inden miljøstramningerne i den københavnske miljøzone træder i kraft om blot 14 dage, den 1. juli.
Udmeldingen kommer fra DTLs cheføkonom Ove Holm. Han gjorde på transportudstillingen i weekenden på Grønholt Flyveplads status over »den kæmpe udfordring, som erhvervet skal løfte, når Euro 3-lastbiler og -busser skal have partikelfilter på for at køre i miljøzonerne.«
»Vi kan nu konstatere, at det ikke vil lykkes til tiden,« sagde Ove Holm.
» En væsentlig årsag er, at vognmændene har været økonomisk hårdt presset, og der har været tvivl om, om der ville være gods nok at køre med. Derfor er beslutningerne om køb af partikelfilter eller ny lastbil blevet skudt og skudt. Og her hjalp hverken DTLs informationskampagne, kommunernes annoncer eller filterleverandørernes rabatter for at bestille et partikelfilter i god tid.
Det har siden loven blev vedtaget i 2006 stået klart, at kravet til partikelfiltre ville blive strammet i år, og der har på intet tidspunkt været politiske åbninger for, at ændre på det. Men faktum er, at krisen har spændt ben for, at vi bliver klar til 1. juli,« sagde han.
Fire leverandører af partikelfiltre viste ellers flaget på Grønholt-udstillingen, men som en af dem, Jan Hartmann Jakobsen fra DPF Service i Skævinge, konstaterede, så har vognmændene været tilbageholdende med at bestille filtre, fordi det både kniber med økonomien og kørselsopgaver i miljøzonen.
Udstillingen, arrangeret af Nordre Birk Vognmandsforening fik udsolgt standene og nåede med 31 udstillere en flot rekord. Til gengæld nåede antallet af gæster ikke op på tidligere niveau, måske på grund af det meget lidt sommerlige vejr. Nordre Birks sekretær Allan Mandrup anslår, at 1.000-1.200 lagde vejen forbi flyvepladsen i de grønne omgivelser.
Gæsterne kunne også orientere sig på fire stande om et andet aktuelt emne, den obligatoriske efteruddannelse af chauffører. Herudover var der naturligvis nye lastbiler, bl.a. den nye Volvo FMX, og en masse grej. Flyttevognmand Leif Jensen præsenterede sin løsning på miljøzonekørslen, Danmarks første Mercedes Econic flyttelastbil. Den opfylder den udvidede Euro5-norm, EEV. Se billedet.