TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
14. januar 2010

Ny EU-støtte til selvkørende

Europa-Parlamentet
Arkivfoto: Per Dauggard
De selvkørende vognmænd i EU skal ikke omfattes af EUs regler for arbejdstid. Det står i en ny rapport, som parlamentsmedlem Edit Bauer har forfattet efter møder med bl.a. Dansk Transport og Logistik. Rapportens konklusion er endnu et skridt i den rigtige retning for såkaldt selvkørende vognmænd, der – hvis rapporten følges hele vejen gennem EU-systemet – slipper for en omfattende kontrol af deres arbejdstid, herunder hvor mange timer de dagligt bruger ved deres pc.

Edit Bauer vil fremlægge sin rapport til diskussion i Parlamentets udvalg for beskæftigelse i slutningen af januar.

DTL har i de seneste måneder arbejdet tæt sammen Bauer og hendes assistenter og har derfor også set rapporten inden den blev sendt til udvalget. Og vi kan fortælle, at den fuldt ud følger DTL og de selvkørendes holdning i sagen, nemlig at de selvkørende ikke skal omfattes af regler for arbejdstid. Hvis der findes evt. ”falske selvstændige”, som snyder systemet, så skal det problem løses, angiver Bauer i sit udkast, men det skal ske på en måde, der ikke forværrer vilkårene for de rigtige selvkørende vognmænd.

”Det er utrolig vigtigt, at Edit Bauer som ordfører i sagen støtter vores holdning i sit udkast til rapport. Det giver os den bedst mulige udgangsposition. Men som så ofte i EU betyder det ikke, at sagen er afsluttet”, siger DTLs EU-chef Søren Hyldstrup Larsen.

Rapporten skal nu drøftes i udvalget i slutningen af januar, og der skal indgives ændringsforslag, ligesom der skal stemmes i udvalget og senere af det samlede Parlament, før Parlamentets behandling afsluttes. Men i hvert trin er det vigtigt at kæmpe for en sejr og lidt medvind, understreger Søren Hyldstrup Larsen.

”Det er også utvivlsomt af stor betydning, at DTL i denne sag har et tæt samarbejde med vores søsterorganisationer fra Sverige, Finland, Storbritannien, Holland, Tyskland og Frankrig for at kæmpe for de selvkørende,” tilføjer DTLs EU-chef.

I sin rapport bemærker Bauer også, at fænomenet ’falske selvstændige’ ikke kun er en udfordring inden for transporterhvervet, men et generelt problem på arbejdsmarkedet, og spørgsmålet bør derfor behandles generelt med en løsning, der berører alle sektorer.

Bauer efterlyser også bedre informationer om den sociale lovgivning med betydning for vejtransporten. Endelig støtter Bauer Kommissionens forslag vedr. natarbejde – et forslag, der er en præcisering af definitionen af natarbejde til en aktivitet af minimum to timers varighed.

Bauers rapport skal præsenteres og debatteres i Beskæftigelsesudvalget på dets møde d. 26.-27. januar.
Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07