11. januar 2010
EU laver høring om den digitale fartskriver

Arkivfoto
Kommissionen har erkendt – bl.a. efter massiv kritik fra DTL og ITD – at der er fortsatte problemer med den digitale fartskriver i forbindelse med kontrol, down-loading og brugervenlighed. Derfor arrangerer Kommissionen nu en høring om revision af reglerne til den analoge og digitale fartskriver, tachografen.
Lovgivningen om anvendelse af fartskriveren er nemlig baseret på regler fra 1985 – og det er ifølge Kommissionen nu tid til at se på, om der er behov for at gøre fartskriveren mere brugervenlig – og tilpasse den de efterhånden mange nye elektroniske instrumenter, som der kræves eller er brug for i en moderne lastbil, f.eks. GPS-udstyr og flådestyrings-udstyr.
Høringen løber frem til 1. marts 2010. Hensigten med Kommissionens høring er at forbedre reglerne for fartskriverens brug, så de bliver klarere, nemmere at forstå og nemmere at kontrollere, samtidig med, at de skaber mulighed for udvikling af en ny generation af fartskrivere, der er mere brugervenlige, og som kan bruges i sammenhæng med andet elektronisk udstyr i køretøjet.
”Vi er meget tilfredse med, at Kommissionen tager fat på dette. Reglerne om brugen af fartskriveren trænger til en overhaling, så de bliver mere enkle og nemmere at forstå. I en ny digital fartskriver skal der naturligvis tages højde for indførelsen af intelligente vejsystemer samt den teknologiske udvikling af moderne kommunikationsudstyr til lastbiler, så der fremadrettet kan kommunikeres med den digitale fartskriver,” siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo.
Hos ITD lægger man vægt på, at Kommissionen med sit udspil giver mulighed for at videreudvikle tachografen, så den bliver et ægte hjælperedskab for chaufføren og ikke alene et kontrolredskab for myndighederne.
”Hele denne lange proces, som erhvervet har været igennem omkring disse justeringer viser, at det etablerede samarbejde mellem organisationer, myndigheder, politikere og producenter begynder at bære frugt. Målet er endnu ikke endelig nået, men der er god grund til optimisme”, siger sektionsleder Lars Nielsen, ITD.
Høringen stiller derfor en række spørgsmål for at give Kommissionen indblik i behovet for ændringer og forbedringer af den aktuelle fartskriver. Spørgsmålene handler også om, hvorvidt de forskellige fartskriver-modeller, der findes i dag, skal være nogenlunde ens, eller om de forskellige fabrikanter kan gives større frihed, hvad der så vil betyde tab af ensartethed.
Andre spørgsmål trænger sig også på: Skal den digitale fartskriver kunne samarbejde med andet elektronisk udstyr i køretøjet, og i givet fald hvilke typer? Er mulighed for trådløs downloading af data vigtigt? Hvordan kan fartskriveren gøres nemmere at kontrollere – f.eks. mens et køretøj er i fart?
Der er også spørgsmål om, hvilke data der skal registreres automatisk eller manuelt – og om førerkort.
Høringen løber til 1.marts, og Kommissionen planlægger at kunne fremlægge et forslag til en ny generation af fartskrivere i slutningen af 2010. Herefter skal forslaget vedtages af Rådet og Parlamentet.
DTL og ITD afgiver naturligvis enslydende høringssvar i sagen for at påvirke processen mod en administrativt let og retfærdig digital fartskriver.