TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
10. august 2010

Politi gør nar ad transporterhvervet i miljøzone

Politikontrol
Arkivfoto

Odense Kommune har lige nu åbenlyse problemer med at håndhæve byens nye miljøzone, der skulle sikre borgerne renere luft. DTL frygter, at det er et generelt problem, at kontrollen i landets miljøzoner ikke er tilstrækkelig på trods af den forhenværende miljøministers intentioner i loven om ordentlig kontrol, og at snyderne derfor har en konkurrencefordel i forhold til dem, der inden for de seneste år har investeret mange tusinde kroner i partikelfiltre.

”Vi er noget forundrede over Fyns Politi, som ifølge Transporttidende afviste at forfølge en udenlandsk vognmand, der ulovligt kørte ind i Odenses miljøzone med den begrundelse, at de endnu ikke – her en måned efter zonens indførelse – var klar med skiltningen og derfor heller ikke klar til at retsforfølge vognmænd, der overtræder reglerne. Det er at gøre nar ad transporterhvervet, når Odense Kommune og Fyns politi bogstavelig talt lader hånt om de danske vognmænd, der har brugt tusinder og atter tusinder af kroner på at montere og vedligeholde et partikelfilter på deres lastbiler eller købe nyt materiel for at være klar til den nye miljøzone,” siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.

DTL forstår ikke langsommeligheden fra politiets side.

”Det er da ufatteligt, at man nu skal erfare, at myndighederne end ikke er på plads med hverken skilteplan, godkendelse af skilteplan eller opsætning af alle skilte i miljøzonen i Odense. Kommunen og politiet har haft mere end et år til få skiltene på plads. Det burde have været muligt at klare. Jeg kan kun opfatte det som endnu et bevis på, at kommuner og lokale politimyndigheder gør, hvad der passer dem, og at konsekvenserne kan ende med at blive stærkt konkurrenceforvridende”, siger direktøren, der dermed også henviser til sagen om en lastbilforbudszone i Køge, der kom som en tyv om natten efter fuldstændig mangelfulde forberedelser hos kommune og politi.

DTL forstår heller ikke, at Odense Politi i nyheden fra Transporttidende understreger, at politiet i Odense ikke indleder en klapjagt på lastbiler i miljøzonen, når først miljøzonen er oppe at køre, fordi kontrol ”typisk bliver i forbindelse med tungvognskontrol, hvor vi også tjekker andre ting som fartskriver, tilladelser, afmærkning mm.” Det giver indtryk af, at kontrollen ikke vil blive særlig effektiv i Odense. Den holdning skulle nødig være generel i de danske miljøzoner,” siger Erik Østergaard.

DTL har senere på ugen et møde med Miljøstyrelsen om både kontrollen og håndhævelsen af zonerne, der giver risiko for, at erhvervet opererer på ulige vilkår i byerne.

”Vi har også møde med miljøminister Karen Ellemann senere på måneden, og dér vil vi lægge op til, at man politisk tager fat i denne sag, hvor der tilsyneladende blot trækkes på skuldrene af en ny lovgivning, der faktisk trådte i kraft for over en måned siden i Odense og i øvrigt for snart to år siden i København”, siger Erik Østergaard.


 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07