TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
29. april 2010

Nu skal EU-arbejdstidsregler alligevel gælde for de selvkørende

Arbejdstid
Arkivfoto: Per Daugaard

I går onsdag gennemførte Europa-Parlamentets Beskæftigelsesudvalg endnu en afstemning om forslaget om arbejdstidsregler for selvkørende vognmænd. Og som i tidligere tilfælde var resultatet det modsatte af resultatet sidste gang.

Hvis det bliver det endelig resultatet af forhandlingerne mellem Rådet, Parlamentet og Kommissionen er konsekvensen, at arbejdstidsreglerne vil gælde for selvkørende vognmænd.

"Det er nu ikke overraskende, at beskæftigelsesudvalget træffer denne beslutning. Udvalget er sin opgave tro og fokuserer snævert på arbejdsmarkedsforhold. Når sagen kommer til Plenarforsamlingen i maj er det vores forventning, at ansvarlige politikere vil tage et mere overordnet syn på sagen og erkende, at det simpelthen ikke giver mening at ville regulere og kontrollere arbejdstiden for selvstændige," lyder kommentaren fra DTLs  EU-chef Søren H. Larsen

”Alligevel er dagens resultat trist på en række måder," fortsætter han.

"For det første fordi det ikke vil være muligt at regulere eller kontrollere arbejdstiden for selvstændige. Så man er ved at vedtage nogle regler, der reelt er umulige at gennemføre og kontrollere i medlemslandene. For det andet fordi, der åbenbart er en række parlamentarikere, der mener, at alle skal straffes, fordi nogen gør noget forkert. Med andre ord: problemet med falske selvstændige – som er et problem i nogle EU-lande, og som der bør findes en løsning på – skal løses ved, at alle så partout skal omfattes af arbejdstidsreglerne."

DTLs holdning er, at det er bedre at fokusere på og få stoppet det ulovlige: nemlig at man kan være falsk selvstændig og snyde i skat og sociale afgifter med mere. I stedet går man efter de selvstændige, der forsøger at bygge en sund, hæderlig forretning op.

Endelig afviser Beskæftigelsesudvalget nu med gårsdagens afstemning Kommissionen forslag om at forbedre kontrollen af arbejdstidsreglerne i EU og samarbejdet mellem medlemslandene om dette.

"Parlamentarikerne synes åbenbart, at det er bedre at lade lovmøllen producere nye regler end at forsøge at få gældende regler til at fungere," siger EU-chefen.

DTL vil fortsætte indsatsen for de danske selvkørende vognmænd i samarbejde med IRU, vores europæiske organisation og vores søsterorganisationer i en lang række lande: Tyskland, Frankrig, UK; Holland, Sverige, Finland. Medlemslandenes regeringer er blevet enige om, at medlemslandene ikke skal tvinges til at indføre arbejdstid for selvkørende, men hvis et medlemsland ønsker at gøre det, har de lov til at gøre det for at løse et konkret problem.


 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07