16. april 2010
Kommissionen vil satse på transport-effektivitet og miljø

Arkivfoto
Effektiv transport af gods på de europæiske veje og baner – og en reduktion af transportsektorens udledning af CO2 – det er noget af det, som Kommissionen vil arbejde for i 2010 og i de følgende år. Det stod klart, da Kommissionen forleden præsenterede sit arbejdsprogram.
”Kommissionen lancerer en del tiltag af betydning og interesse for godstransport ad vej og bane. Men den sande udfordring for Kommissionen bliver at tegne linjerne mellem alle disse initiativer, så udviklingen gælder for godstransport for både vej og bane”, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
På transportområdet generelt er et af de store strategiske initiativer den nye hvidbog for den fælles transportpolitik. Hvidbogen vil både skulle tackle udfordringen at sikre EU den nødvendige og mest effektive transport af gods samt udstikke retningslinjer for, hvordan målet for reduktion af CO2 fra transportsektoren kan opnås.
For klima/miljø vil der være fokus på brændstoffer, energiafgifter, energi-effektivitet, og en strategi for et samfund, der er CO2-neutralt. Dermed fortsætter Kommissionen sit arbejde med at få lavet redskaber, der kan hjælpe til at opfylde EUs mål for at reducere CO2 – også for transport – i 2020.
”DTL lægger særlig vægt på, at EU sørger for at der bliver taget et samlet initiativ, så vi er sikre på at reducere CO2 på den billigste måde, og at der ikke sker en forvridning af konkurrencen mellem medlemslandene. Den teknologiske udvikling inden for vejtransport har bidraget med store reduktioner og kan bidrage yderligere, men det tager tid. På kortere sigt skal der derfor ses på, hvilke reduktion der kan hentes på andre områder som fx boliger,” siger Erik Østergaard.
På emner som fx hvordan det indre marked for transport fungerer, og hvordan konkurrencen mellem operatørerne, herunder de konkrete regler for transport, ser ud, vil der være fokus på at vurdere, om der er behov for at ændre reglerne for jernbanetransport, så der bliver mere konkurrence og dermed mere effektiv jernbanetransport til fordel for udviklingen af den transportform.
Kommissionen vil også skulle begynde at forberede den meddelelse om vejtransportmarkedet, som Kommissionen skal levere om et par år, og som er en udløber af de nye regler om adgang til markedet og adgang til erhvervet.
Der vil også komme en meddelelse om erfaringer med Forordning 1/2005 om transport af levende dyr og en ny handlingsplan for færdselssikkerhed.
Endelig vil Kommissionen komme med en revision af hele tilgangen til udviklingen af transeuropæiske netværk med fokus på udvikling af et kerne-netværk af transportforbindelser, og om en strategisk plan for forskning og udvikling inden for transport.
”DTL vil selvfølgelig arbejde for, at danske prioriteter og interesser får opmærksomhed og den rette placering i en ny strategisk plan for forskning og udvikling. Der er i særdeleshed behov for bedre udnyttelse af resultaterne af den forskning, der finder sted, og en accept af resultaterne, når man formulerer politikken”, siger Erik Østergaard.