13. april 2010
Fødevaretransportører har mulighed for målrettet efteruddannelse

Arkivfoto: Per Daugaard
DTL har i samarbejde med repræsentanter for transportører af fødevarer formet den lovpligtige efteruddannelse, så fødevaretransportørerne kan vælge et forløb, der er målrettet deres erhverv.
Alle chauffører skal hvert 5. år på 5 dages lovpligtig efteruddannelse. For 3 af dagene ligger emnerne fast. For to af dagene er der valgfrihed. Det er de to valgfrie dage, som DTL og fødevaretransportørerne har sat deres præg på.
”Den målrettede efteruddannelse giver fødevaretransportørerne alle tiders mulighed for at samles og alene fokusere på dét, der er relevant for deres niche,” siger Lisbet Hagelund, konsulent i DTL.
”Kursisterne vil på uddannelsen fokusere på betjening af kølemaskiner, fx at starte dem op og håndtere driftsstop. Og kursisterne vil blive skærpet i procedurer for at modtage og afleverer varer – det sker bl.a. ved at de får en indsigt i de regler, der er om økonomisk ansvar for varen, siger Lisbet Hagelund.
Fødevaretransportørerne kan tage den målrettede efteruddannelsen på AMU-Vest Spangsbjerg Møllevej, Esbjerg. Hør nærmere hos Eva Krarup ek@amu-vest.dk, tlf. 7914 0322. Læs en folder om efteruddannelsen >
De næste efteruddannelser foregår:
- 3. maj-7. maj, kl. 8.00-15.30. Kurset består af de 3 obligatoriske dage samt de 2 valgfri dage målrettet fødevaretransportører.
- 6. maj-7. maj, kl. 8.00-15.30. Kurset består af de to valgfrie dage målrettet fødevaretransportører.
- 20. september-21. september, kl. 8.00-15.30. Kurset består af de to valgfrie dage målrettet fødevaretransportører.