19. september 2008
Mindre kontrol når sagerne er i orden
Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen har planer om at målrette myndighedernes kontrol mod de virksomheder, der overtræder reglerne.
Til gengæld lempes kontrollen af de virksomheder, hvor forholdene er i orden.
Det nye initiativ møder anerkendelse hos DTL: »Det er godt gået af vores nytiltrådte økonomi- og erhvervsminister, siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo, der formoder, at det bl.a. er hendes erfaringer som justitsmister, som ligger til grund for hendes initiativ.
Lene Espersen har sat sit ministerium i spidsen for et nyt udvalg, der går på tværs af ministerierne. Udvalget skal komme med forslag til, hvordan håndhævelsen af de såkaldte erhvervsregulerende love kan optimeres og målrettes. De øvrige medvirkende er Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet, Fødevareministeriet, Justitsministeriet, Miljøministeriet og Skatteministeriet.
Der er efter ministerens opfattelse behov for at formulere en samlet kontrol- og sanktionsstrategi til at sikre, at myndighedernes kontrol målrettes de områder, hvor problemerne er størst og risikoen ved overtrædelser er mest alvorlige.
Hendes plan er derfor, at virksomheder, der overholder lovgivningen, skal belønnes med mindre kontrol bl.a. via mere målrettet vejledning. Det vil frigøre ressourcer fra kontrollen og skrivebordsarbejdet til forbedret service for borgere og virksomheder samtidig med, at den udførte kontrol kan blive mere effektiv.
Kontrol af køre- hviletider
»Ministeren nævner selv som eksempel fødevaremyndighedernes kontrol af virksomheder og SKATs og Arbejdsdirektoratets besøg i virksomheder. Jeg hæfter mig ved, at Justitsministeriet er med i udvalget. Derfor er det relevant at pege på reglerne om køre- hviletid, som i dag udløser en betragtelig administrativ byrde for myndighederne uden altid at ramme de grove tilfælde.
Vi ser, hvordan Rigspolitiet bruger masser af tid på at starte helt nede i den flig hos virksomhederne, der hedder køredata. De samles ind i stor stil for så at akkumulere forholdsvis ubetydelige fejl til ”store” sager.
Begyndte man i stedet ovenfra og ned og tog fat på en helt generel vurdering af virksomhedens adfærd i form af rutiner og instrukser, egenkontrol og håndtering af data, så kunne man gradvist arbejde sig ned til data for de enkelte kørsler i netop de virksomheder, der åbenlyst viser sig at have problemer,« siger Morten Lindbo.
Han mener nemlig, at de grove køre- hviletidsovertrædelser erfaringsmæssigt sjældent står som det eneste problem i virksomheden.
Ministerens initiativ kommer efter, at bl.a. engelske og canadiske erfaringer viser, at der kan opnås betydelige besparelser ved at samordne offentlig kontrol på tværs af myndigheder uden konsekvenser for kvaliteten. Udvalget skal derfor også undersøge mulighederne for øget samordning af kontrolindsatsen.