TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
1. september 2008

Københavns Kommune gør miljøzonerne til skamme med kommende tungvognszone

Netop som danske vognmænd har investeret ca. en halv milliard kroner i lastbiler, der er så miljørigtige, at de må køre i de nye miljøzoner, vil Københavns Kommune forbyde dem at køre i den centrale del af Københavns miljøzone. Det skyldes, at den tungvognszone, der er på vej i København, vil gøre mange af de nye, moderne lastbiler ulovlige i tungvognszonen.

"Det er dårligt politisk håndværk og en uset dårlig behandling af en branche, som har investeret en halv milliard kroner i at leve op til de nye miljøzoner, som træder i kraft 1. september. Dem ser vi gerne bliver en succes, og derfor har vi i transportbranchen investeret i nye lastbiler, der af hensyn til effektivitet, miljø og trafiksikkerhed transporter mest muligt pr. forbrugt liter brændstof – nemlig lastbiler på 18 tons og derover. Men de skal efter kommunens plan forbydes pr. 1. februar næste år i Københavns indre by. Det giver ingen mening, da de så skal erstattes af mange helt nye, mindre lastbiler, der i øvrigt slet ikke kan anskaffes så hurtigt", siger adm. direktør Erik Østergaard, Dansk Transport og Logistik.
Nu er mange af transportvirksomhedernes investeringer i forbindelse med miljøzonen gået helt eller delvist tabt – og vil derfor påføre branchen et kæmpestort milliontab.

"Forurenings- og trafiksikkerhedsmæssigt vil mange små lastbiler i Københavns indre by bestemt ikke være nogen gevinst. Derudover er der ikke nogen størrelsesmæssig forskel på en 18-tons-lastvogn og en 24-tons-lastvogn, så den såkaldt oplevede trafiksikkerhedsforbedring, som flertallet i Borgerrepræsentationen kun kan argumentere med, holder heller ikke vand", siger Erik Østergaard.

DTL opfordrer kommunen til en dialog omkring lastbiler i den indre by, herunder transittrafikken, og DTL arbejder samtidig på at få Folketinget til at vedtage en lov, som sikrer, at lastbiler på 18-tons og derover fortsat kan levere varer, byggematerialer mv. ind til København – og f.eks. affald ud af byen.
"Det vil gavne på alle fronter – effektivitet, miljø og trafiksikkerhed. Københavns Kommune gør ganske enkelt de nye miljøzoner til skamme med den kommende tungvognszone", siger DTL-chefen.


Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07