20. oktober 2008
DTL indgår attraktiv overenskomst med 3F
DTLs arbejdsgiverforening har indgået en transportoverenskomst med 3F. Overenskomsten træder i kraft den 1. januar 2009 og vil omfatte alle DTLs arbejdsgiverforenings medlemmer. Blandt andet indeholder den splinternye overenskomst en feriekortordning med 3F.
"Vi har oplevet, at vores medlemmer har efterspurgt, at vi allerede inden 2010 fik indgået en selvstændig overenskomst med 3F. Så det gik vi hurtigt i gang med, og nu står DTLs arbejdsgiverforening med en stærk overenskomst med 3F, som vi har haft et glimrende og frugtbart forhandlingsforløb med. Vi kan kun sige, at vi nu har en rigtig konkurrencedygtig overenskomst med 3F", siger DTLs arbejdsgiverforenings formand, Jørgen Egeskov Jensen.
Netop det konkurrencedygtige element har ligget DTL stærkt på sinde for at sikre DTLs 3.100 medlemsvirksomheder en solid overenskomst-mulighed gennem DTLs arbejdsgiverforening.
"Det har været afgørende for os, at vi også i forhold til vilkårene for ansættelse af arbejdskraft har kunnet sikre alle vores virksomheder attraktive rammevilkår. Det har vi opnået. DTL har med sin arbejdsgiverforening alle varer på sine hylder for de danske transportvirksomheder, så de kun behøver henvende sig ét sted på ét telefonnummer, og så har de alle fordelene, som ofte er kontante eller af servicemæssig karakter", siger Jørgen Egeskov Jensen.
Virksomheder, der på nuværende tidspunkt er omfattet af en ATL-overenskomst, vil ikke opleve væsentlige ændringer i forhold til den hidtidige overenskomst.
Chaufførerne er således dækket af fuldstændig identiske løn-, pensions-, opsigelses- og frihedsbestemmelser samt øvrige centrale vilkår, som hidtil har været gældende. Overenskomsten stadfæster også for god ordens skyld feriekort-ordningen.
"Det har været væsentligt for os at få en egen overenskomst allerede nu, så vi en gang for alle har standset enhver tvivl om muligheden for at anvende feriekort. Og så har vi fået overenskomstdækket de godt 80 virksomheder, som ikke i forvejen havde en overenskomst. Det har også været vigtigt for os, at vi allerede nu har fået etableret egne uddannelses- og kompetencefonde", siger Jørgen Egeskov Jensen.
Forhandlingerne om en ny transportoverenskomst er blevet gennemført i tæt samarbejde med Dansk Erhverv. Samtidig med indgåelsen af en transportoverenskomst for DTLs arbejdsgiverforening har Dansk Erhverv indgået en lageroverenskomst med 3F.
"Vi har været igennem nogle langvarige, men også meget konstruktive forhandlinger med 3F. Det betyder blandt andet, at vi har kunnet lave en forenklet transportoverenskomst, idet vi via en henvisning har kunnet lade lager-, kølehus- og specialarbejdere være omfattet af Dansk Erhvervs lageroverenskomst", siger Morten Schønning Madsen, underdirektør i Dansk Erhverv.
Herudover er der kun begrænsede ændringer i forhold til det eksisterende overenskomstgrundlag.
Medlemmer af DTL arbejdsgiverforening vil i denne uge modtage en orientering om den nye overenskomst.