TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
19. december 2008

EUs klimamål en stor udfordring for dansk transport

EUs nye klimamål er en større udfordring for danske transportvirksomheder – og andre danske erhverv – end i andre lande. Det fastslår DTLs adm. direktør Erik Østergaard efter EU-Parlamentets vedtagelse 17. december af en stor klima- og energipakke. Det er nu op til medlemslandene at indføre pakken i de enkelte lande.
 
For vejtransport indeholder pakken særligt to elementer: mål for reduktion af CO2 og mål for anvendelse af vedvarende energi.

Målet for reduktion af CO2 i transport, byggeri, servicesektoren, landbrug og affald er en reduktion på 10 pct. i 2020. Dette mål er ifølge EU fordelt ud på landene efter deres evne til at bære byrden. Danmark er derfor blevet tildelt et krav om reduktion på 20 pct. for disse sektorer, inklusiv transport.

”Det er godt, at EU gør en indsats for klimaet. Det gavner alle. Men det er bekymrende, at dansk erhvervsliv skal udsættes for forpligtelser, der er så meget hårdere end i resten af EU. Det danske transporterhverv må ikke undergraves. I forvejen er der ulige konkurrence i udlandets favør i forhold til de danske transportvirksomheder pga. rammebetingelserne for vores branche i Danmark. Det vil hverken være godt for miljøet eller for Danmarks økonomi,” siger Erik Østergaard.
 
Han mener, at regeringen står over for en udfordring om at sikre bedre miljø og god samfundsøkonomi på samme tid.

”Med regeringens trafikplan har den jo taget infrastruktur-udfordringen op og givet sit bud på, hvordan reduktions-mål fra EU skal indføres i Danmark. Det bliver da en udfordring, men der er også en vis fleksibilitet i de muligheder, som EU har vedtaget. DTL vil fastholde over for regeringen, at denne fleksibilitet skal bruges til at sikre, at CO2-reduktioner opnås på den måde, der er billigst for den danske økonomi og som fastholder Danmarks konkurrenceevne,” siger Erik Østergaard.

På det omdiskuterede biobrændstof-område vedtog EU-Parlamentet, at transportsektorens forbrug af vedvarende energi i 2020 skal være på 10 pct., og at biobrændstof, der reelt bidrager til at reducere udslip af CO2 ved at være produceret på basis af f.eks. affaldsstoffer, skal tælle dobbelt i beregningen af at opnå kvoten på 10 pct.

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07